Akvakultur kan findes overalt i verden og dets natur og karakteristika afspejler historiske traditioner, klimatiske forhold og lokalbefolkningens præferencer.

Fisk og skaldyr har været en del af europæernes kost lige så længe mennesker har eksisteret på kontinentet. Faktisk ville Homo Erectus for 500.000 år siden have fanget laks (formentlig med hånden) og spist det råt, måske sammen med nogle få bær og nødder. I dag har laksecappacio en svag lighed med sådan ”kogekunst” fra den ældre stenalder (indtil 10.000 F. Kr).

Den mesopotamiske mand (10.000 - 5.000 F. Kr.) satte stor pris på østers og muslinger, mens fisk længe havde været en meget værdsat spise. Med udviklingen af landbrug blev mennesket også i stand til at opdrætte dyr og principperne herfra blev overført til opdrættet af fisk.

 Egyptiske og romerske basrelieffer viser fisk der blev opdrættet i damme og det er også velkendt at Karpeopdræt fandt sted i Fjernøsten i antikken. 

Karpeopdræt (Cyprisnus carpio) i Europa har rødder i Kina (den første bog om ”Fiskeopdræt”, skrevet af Fan Li, blev skrevet omkring 500 F. Kr.) og ankom til Europa via Romerriget hvor det blev benyttet i klostrene i Middelalderen (5. til15. årh.). Karpeopdræt blev udført i eller tæt på klostrene for at man kunne leve op til de religiøse krav stillet af den romersk katolske kirke. Karl den Store (768-814) beordrede konstruktionen af fiskedamme for at imødekomme kravet om kødprodukter.

Det obligatoriske krav om at spise fisk på fredage og at afholde sig fra at spise kød i fastetiden, var svære at leve op til i områder langt fra kysten og karpeopdræt var derfor en mulig løsning. Udover det var behovet for fødevarer stigende med en voksende europæisk befolkning, og det stimulerede konstruktionen af fiskedamme i det første årtusind.          

På den måde blev de sydøstlige dele af Tyskland og Bøhmen (nu en del af Tjekkiet) centeret for den europæiske karpeproduktion i Middelalderen. Helt fra begyndelsen er karpeopdræt blevet opfattet som havende en vigtig hydrologisk og økologisk rolle udover dets socioøkonomiske betydning.

De vigtigste fremskridt kom med forståelsen af arternes livscyklus og at man dermed kunne avle fisk i fangenskab. Med forbedringer i forståelsen af fiskenes kostbehov udviklede fiskeopdræt sig til en levedygtig og sikker aktivitet.

Disse faktorer kombineret med muligheden for at transporterer levende fisk og skaldyr har muliggjort udviklingen af akvakultur så det i dag er en fortrinlig leverandør af frisk fisk og skaldyr til forbrugerne, produkter af høj kvalitet som afspejler forbrugernes krav.